Som SPS studerende har du mulighed for at ansøge uddannelsen om, at en bestemt onlineundervisning bliver optaget, så du kan se den igen. Det kan du søge om i de tilfælde, hvor de hjælpemidler, du allerede er bevilget igennem SPS ordningen, ikke er tilstrækkelige til, at du kan følge med i onlineundervisningen på lige vilkår med andre studerende.
UCL vil normalt kræve, at du har forsøgt at deltage i onlineundervisningen, før du ansøger, så du bedst muligt kan beskrive de udfordringer, du oplever, og som du mener kan afhjælpes, hvis onlineundervisningen optages.
Hvis der gives tilladelse, vil underviseren selv optage onlineundervisningen og lægge det ud på Videotool, hvorfra alle holdets studerende vil kunne se undervisningen igen, men ikke downloade eller dele optagelsen. Denne ordning er i overensstemmelse med UCL´s ordensreglement ”Normer for samvær og opførsel”.
For at ansøge om optagelse, skal du kontakte din SPS-vejleder, som udleverer et ansøgningsskema til dig og vejleder dig om, hvordan du søger, og hvilken dokumentation, der er nødvendigt. I de fleste tilfælde forventes UCL at kunne give dig svar på din ansøgning inden for 7 hverdage.